I kommunalvalgets valgmatematik kan et valgforbund være forskellen på at få et mandat eller stå uden repræsentation. d'Hondts fordelingsmetode gør det matematisk gunstigere for store partier at få mandater. Valgforbundene udjævner denne skævhed ved at lade små partier slå deres stemmer sammen i den første runde af mandatfordelingen i hver kommune.

Men selvom langt de fleste partier indgår i valgforbund, synes det at være et underbelyst emne hos både vælgere og medier. I denne analyse graver vi dybere, og giver dig et overblik over valgforbundene til KV25 og forklarer deres store betydning for den endelige mandatfordeling - for eksempel i Odder Kommune, hvor den nuværende konstituering kun lader sig gøre på grund af valgforbund.

Hvor ofte gik de nationale partier i valgforbund?

For langt de fleste nationale partier er det et givent, at de indgår i valgforbund. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Alternativet indgår i valgforbund i alle kommuner de opstiller i pånær ét. Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgår i valgforbund i alle pånær to. Nederst på listen finder vi Socialdemokratiet, det kun indgår i valgforbund i 62% af kommunerne. Herefter følger Venstre, der indgår i valgforbund i 89% af kommunerne.

Der ser altså ud til at være en sammenhæng mellem størrelsen på partiet og hvor ofte det indgår i valgforbund. Hvilket fra et valgmatematisk perspektiv giver rigtig god mening. Lad os dykke ned i matematikken.

Til folketingsvalg er der en formel spærregrænse på 2%, der beskytter mod fragmentering i mandatfordelingen. Til kommunalvalg eksisterer der ikke nogen formel spærregrænse, men der er to naturlige tærskler i den første d'Hondt fordeling, hvor mandaterne fordeles til valgforbund og enkeltstående partier.

Udelukkelsestærsklen: den nødvendige stemmeandel for at få mindst ét mandat

Repræsentationstærsklen: den nødvendige stemmeandel for at have en teoretisk mulighed for at få et mandat

Et eksempel kunne være Odense Kommune, der har 29 mandater, 5 valgforbund og ingen enkeltstående partier udenfor valgforbundene. Her var udelukkelsestærsklen 3,3% og repræsentationstærsklen 3,0% til KV25.

Der kan altså til kommunalvalg være strengere krav til at opnå valg for de små partier end til folketingsvalg - og det er én af grundende til, at vi ser mange små partier indgå i valgforbund. Det er en mekanisme der optimerer stemmerne på tværs af partier, og giver mulighed for at prøve at begrænse stemmespild. Derudover giver det muligheden for at et parti selv kan vælge hvilke andre partier, der eventuelt skal have gavn af overskydene stemmer.

Men hvorfor indgår de mindre partier så ikke ofte i valgforbund med f.eks. Socialdemokratiet?
Her spiller fordelingsmetoden indenfor hvert valgforbund en rolle. For i den anden d'Hondt fordeling bliver mandaterne i hvert valgforbund fordelt på de enkelte partier i selve valgforbundet. Ligesom i første runde har de store partier en fordel. Jo større forskel der er på andelen af stemmerne til hvert parti i et valgforbund, jo oftere vil det være til gavn for det store parti at indgå i valgforbundet.

Hvilke valgforbund var de mest populære?

Det mest populære valgforbund var FØ, der gik sammen i netop dén konstellation hele 15 gange på tværs af Danmark. Herefter var det kombinationen AF, som kunne findes i 10 kommuner, mens de brede blå valgforbund CIOÆ og CIOVÆ indtager tredje- og fjerdepladsen.

Herefter kommer fire variationer af rød blok, der alle optrådte i syv kommuner. Tre af dem uden Socialdemokratiet: BFØÅ, FØÅ og BFØ. Den sidste med Socialdemokratiet: AFØ.

Den brede midterregering har også sat sit præg på dette års valgforbund, dog uden et eneste AMV valgforbund. MV er gået sammen syv steder. AM er gået sammen tre steder og AV et enkelt sted.

For at kunne sammenlinge på tværs af Danmark, er alle lokallister samlet under bogstavet L. Her ser vi både eksempler på, at to lokallister går i sammen i LL i 6 kommuner, tre i LLL i Gribskov og minsandten hele syv i LLLLLLL i København. Men lokallisterne går i høj grad også sammen med de nationale partier og indgår i over halvdelen af alle valgforbund på tværs af Danmark (51%).

Det bredeste valgforbund, målt på antal deltagende partier, finder vi i Køge. Her gik 9 partier sammen i et CILLLMOVÆ-samarbejde der endte med at sikre Corona Camping Listen en plads i byrådet.

I alt var der 137 forskellige kombinationer af partier i valgforbundene på tværs af Danmark.

Hvilke partier gik oftest i valgforbund med hinanden?

Ikke overraskende er Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten de to bedste valgforbunds-kammerater. I hele 82% af de kommuner hvor begge partier opstiller, er de indgået i valgforbund med hinanden. Et godt billede på en mindre fragmenteret rød blok, hvor Socialdemokratiet, højst sandsynligt på grund af deres dominans til KV21, ofte er blevet holdt udenfor det røde stemmesamarbejde.

Alternativet tog også ofte del i det røde samarbejde, hvor de 73% af gangene gik sammen med Enhedslisten, 66% af gangene med Socialistisk Folkeparti og 53% af gangene med Radikale Venstre. I absolutte termer dog noget lavere da Alternativet kun var opstillet i 41 kommuner.

Moderaterne viser sig også som midterparti udenfor de to blokke, når vi ser på hvem de indgår i valgforbund med. På tværs af landet indgår de nemlig, som det eneste parti udover Radikale Venstre, i valgforbund med alle de andre nationale partier. Flest gange netop sammen med Radikale Venstre: 35% af de kommuner hvor begge partier stiller op. 34% af gangene med Venstre. Mest sjældent går de dog sammen med Enhedslisten, hvilket kun ses i 3 ud af de 65 kommuner, hvor begge stiller op.

Generelt ser vi en meget klar tendens mod at partierne oftest indgår i valgforbund indenfor de to blokke med Moderaterne som joker i midten.

Kun i meget få tilfælde ser vi valgforbund henover midten. Radikale Venstre er undtagelsen, der, ligesom Moderaterne, indgår i valgforbund med alle de nationale partier. Over midten gik de særligt sammen med Venstre, i 10,9% af kommunerne, og med Konservative, i 5,9% af kommunerne. Herudover er det kun Socialdemokratiet og Venstre, der gik sammen i 2 kommuner, og Alternativet og Konservative, der ligeledes gik sammen i 2 kommuner, der kan bryste sig af at samarbejde henover midten.

Et hypotetisk scenarie: Hvordan ville mandaterne have fordelt sig uden valgforbund?

For at vise effekten af at have valgforbund som en integreret del af mandatfordelingen til kommunalvalg, har vi beregnet et hypotetisk scenarie uden valgforbund. I det hypotetiske scenarie fordeles alle mandater i hver kommune kun i én runde direkte til partierne - altså uden den normale fordeling først til valgforbund og dernæst partierne i valgforbundene.

Ikke overraskende viser resultatet at det er de to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, der taber mandater på valgforbundene. Socialdemokratiet ville have fået 29 mandater mere uden valgforbund, mens Venstre ville have fået 12 mandater mere. Den ret store difference mellem de to partier sker på grund af to effekter: 1) Socialdemokratiet fik en højere stemmeandel end Venstre, og 2) Socialdemokratiet indgik i færre valgforbund end Venstre.

De helt store vindere i valgforbunds-spillet er Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance. Her har man fået henholdsvis 13, 9 og 9 mandater mere til KV25 end hvad man ville have fået uden valgforbund svarende til 9%, 10% og 8% flere mandater.

Interessant er det også at lokallisterne tilsammen kun får gavn af 3 ekstra mandater fra valgforbundene. Eftersom lokallisterne ofte er små, kunne man have forventet, at de ville have større gavn af at indgå i valgforbund. Men de ser ud til at blive snydt for den helt store gevinst på bekostning af de mellemstore blokpartier.

I alt har 90 mandater skiftet parti udelukkende på grund af valgforbundene på tværs af landets kommuner. Det svarer til 3,7% af de i alt 2.432 mandater.

Disse mandater kunne have haft afgørende betydning for valget. For eksempel i Odder Kommune, hvor et snævert flertal på 10 mandater (ud af 19) med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten var lige akkurat nok til at sikre Lone Jakobi fire år mere som borgmester. Men i scenariet uden valgforbund ville dén konstituering ikke længere have flertal, da det ville have flyttet et mandat fra Socialdemokratiet til Venstre.