ValgTal logoValgTal
Kilder og datagrundlag

Kilder og datagrundlag

Denne side beskriver de anvendte kilder og datagrundlag for de historiske regionsrådsvalg på ValgTal.

Hvem ejer hvilke tal

Valg.dk er den primære kilde for tallene fra de historiske regionsrådsvalg. Tallene er sammenholdt og kontrolleret mod Danmarks Statistiks egne opgørelser, hvor der findes et sammenligneligt tal. Valgforbund før RV25 findes kun hos Danmarks Statistik. Herning Kommunes tal ved RV13 kommer fra Region Midtjylland, fordi valg.dk ikke har dem, og de valgte medlemmer er desuden kontrolleret ved navn mod regionernes egne opgørelser, fordi Danmarks Statistik ikke offentliggør de enkelte kandidater ved regionsrådsvalg. Mandatfordelingen og stedfortrædernes rækkefølge er regnet af ValgTal efter lov om kommunale og regionale valg. Se afsnittet Undtagelser nedenfor for en udtømmende liste over, hvor vi afviger fra kilderne.

Stemmetal, valgdeltagelse, afstemningsområder, kandidatlister og kandidater, personlige stemmer, mandater og valgte kandidater, stemmesedlens rækkefølge og opstillingsformvalg.dkKOMBITvalg.dk
Valgforbund ved alle fire valg – og kontrol af stemmetal, kandidattal, valgte og opstillingsform per listeRapporterne 'Valgene til kommunalbestyrelser og regionsråd' for RV13–RV25Danmarks StatistikRV13RV17RV21RV25
Stemmetal, valgte og valgdeltagelse per region og parti – brugt til at kontrollere tallene fra valg.dkStatistikbankenDanmarks StatistikAKVA3RVBPCT
Herning Kommunes stemmetal, valgdeltagelse og personlige stemmer ved RV13Region Midtjyllands egne offentliggjorte resultater af regionsrådsvalget 2013Region MidtjyllandHerningPersonlige stemmerMandatfordeling
Uafhængig kontrol af stemmetal og personlige stemmer ved RV13KMD's valgside for regionsrådsvalget 2013, via Internet ArchiveKMDHerning
De 749 valgte regionsrådsmedlemmer ved navn – Danmarks Statistik offentliggør ingen tabel over de enkelte kandidater ved regionsrådsvalgRegionernes valgbøger, referater fra de konstituerende møder og medlemssiderRegionerneNordjylland RV25Midtjylland RV25Syddanmark RV25Østdanmark RV25Hovedstaden RV21
Mandatfordelingen trin for trin og stedfortrædernes rækkefølgeEgen beregning efter lov om kommunale og regionale valg. Mandatfordelingen er kontrolleret mandat for mandat mod det officielle resultatValgTal
Kort over regioner og kommunerDAGIKlimadatastyrelsenDAGI
Kortdata for afstemningsområder ved RV21 og RV25Valgdatapakker per valg, fælles for kommunal- og regionsrådsvalget samme dagdata-science.dkRV21RV25

Undtagelser

Hvert punkt herunder er et sted, hvor vi bevidst afviger fra en kilde, eller hvor vi har truffet et valg, kilderne ikke traf for os. Listen er udtømmende.

  1. Herning har ingen afstemningsområder ved RV13

    Herning Kommunes 26 afstemningsområder har ingen tal i nogen kilde. valg.dk viser Herning med nul stemmer overalt. Kommunens stemmetal, valgdeltagelse og personlige stemmer har vi i stedet fra Region Midtjyllands egne offentliggjorte resultater, men fordelingen på afstemningsområder findes ikke nogen steder. Alle tal over afstemningsområde-niveau er fuldstændige, og derfor har Herning ingen sider for afstemningsområder ved RV13.

  2. Hernings partifordeling følger regionen, ikke Danmarks Statistik

    Danmarks Statistiks fordeling af Hernings stemmer på partier ved RV13 afviger fra Region Midtjyllands eget officielle resultat for 14 af 15 lister. Vi følger regionen, og KMD’s egen valgside fra 2013 bekræfter regionens tal. Bortset fra Herning er RV13 lig med Danmarks Statistiks landstal.

  3. Liste B i Region Hovedstaden ved RV21 har ét stemmetal

    Region Hovedstadens valgbog for RV21 angiver to forskellige tal for liste B’s personlige stemmer efter den fornyede fintælling: 48.314 og 48.304. Vi følger valg.dk og Danmarks Statistik.

  4. Lister uden bogstav har Danmarks Statistiks nummer

    Region Hovedstaden har ved RV13, RV17 og RV21 haft kandidatlister helt uden bogstav – 2, 5 og 4 lister. valg.dk giver dem ingen betegnelse, mens Danmarks Statistik nummererer dem 1, 2, 3 og så videre. Vi viser Danmarks Statistiks nummer i en grå cirkel med teksten “Listen havde intet bogstav – nummeret er Danmarks Statistiks betegnelse”. Danmarks Statistik skriver nummeret med foranstillet nul ved RV17 (01–05); vi skriver det uden.

  5. Hvornår en liste tælles med under “Lokallister m.fl.”

    Et bogstav er kun reserveret for de partier, der kunne stille op til folketingsvalg, og for Slesvigsk Parti. Danmarks Statistik regner alle andre lister som lokallister, også når de tilhører et landsparti. Vi gør det samme med én undtagelse: har et parti haft et reserveret bogstav ved bare ét regionsrådsvalg, viser vi det som sit eget parti ved alle de valg, det stillede op til – også dem, hvor bogstavet ikke var reserveret. Det gælder Kristendemokraterne, der kun havde K reserveret ved RV21, og Nye Borgerlige, der havde D reserveret ved RV17 og RV21. Begge har derfor deres egen række på landsresultatet og deres egen partiside ved alle de valg, de stillede op til. “Lokallister m.fl.” dækker de lister, hvis parti aldrig har haft et reserveret bogstav.

  6. Slesvigsk Parti tælles med lokallisterne på landsplan

    Slesvigsk Parti har et reserveret bogstav, men har kun stillet op én gang, i Region Syddanmark ved RV17. På landsresultatet indgår partiet i “Lokallister m.fl.” og har derudover ingen partiside. På regionssiden vises partiet som alle andre lister.

  7. Region Østdanmark sammenlignes med Hovedstaden og Sjælland tilsammen

    Ved RV25 blev der valgt fire regionsråd, ikke fem: Region Østdanmark afløser Region Hovedstaden og Region Sjælland 1. januar 2027, og der blev ikke holdt valg i nogen af de to. Ændringen siden sidste valg for Region Østdanmark er derfor målt mod de to regioners resultater ved RV21 lagt sammen, og det står ved hvert tal, hvor det gælder. Kommunerne påvirkes ikke, og det gør landets stemmeandele heller ikke. Antallet af mandater kan derimod ikke sammenlignes på tværs af de to valg: ved RV21 blev der valgt 205 medlemmer i fem regionsråd og ved RV25 134 i fire. På landsresultatet viser vi derfor ændringen i mandater som en ændring i mandatandel og ikke i antal.

  8. Syv afkortede listenavne er gjort hele

    valg.dk afkorter listenavne til 34 tegn ved RV13–RV21, og Danmarks Statistik og KMD har samme afkortning. Syv lister har fået deres fulde navn fra kilder uden for valg.dk: Kærlighedspartiet Befri Christiania og Retsforbundet - DKs Bæredygtige Parti (Hovedstaden, RV13) fra Region Hovedstadens kandidatfortegnelse; Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti (Syddanmark, RV13) fra Region Syddanmarks pressemeddelelse; Kærlighedspartiet Regnbuefolket Befri Christiania (Hovedstaden, RV17 og RV21) fra regionens kandidatfortegnelser; og Bent A. Jespersen Liberalsocialisterne (Sjælland, RV17) fra den lokale avis sn.dk. Retsforbundet - Dk.s Bæredygtige parti (Sjælland, RV13) har ingen anden kilde, men det afkortede ord kan kun ende på én måde. Vi har kun tilføjet den afkortede del; listernes egne forkortelser står, som de var.

  9. 17 afstemningsområder ved RV17 har navn fra KMD

    valg.dk giver ti afstemningsområder ved RV17 intet navn og syv i Ikast-Brande navnet på et andet område, mens tallene er korrekte. Vi viser de rigtige navne fra KMD’s egne sider for de enkelte områder ved valget i 2017 – ét af dem er rekonstrueret.

  10. Kandidaternes navne vises uden bynavn

    På stemmesedlen, og derfor også i valg.dk, står mange kandidater med et bynavn efter navnet. Vi har separeret bynavn fra kandidatnavn og viser kun kandidatnavnet, fordi bynavnet ikke bruges ens: Region Hovedstaden skrev ingen bynavne ved RV17 og RV21, mens de øvrige regioner skrev dem ved de fleste kandidater.

Forbehold og mangler i data

  • Der findes intet RV09 og ingen ændring ved RV13. valg.dk offentliggør kun de fire regionsrådsvalg fra RV13 og frem. Derfor viser RV13 ingen ændring siden sidste valg.
  • Der findes ingen kort over afstemningsområder før RV21. Vi har ikke fundet kort over afstemningsområderne ved RV13 og RV17 i nogen kilde. Siderne for de to valg viser tallene, men ikke kortet over afstemningsområder.
  • Vælgertallet ved regionsrådsvalget er ikke kommunalvalgets. Regionsrådsvalg og kommunalvalg holdes samme dag, men antallet af stemmeberettigede er forskelligt: ved regionsrådsvalget var der på landsplan 953, 1.436, 1.257 og 101 flere ved de fire valg. Begge tal stemmer med Danmarks Statistik, så valgdeltagelsen her er regionsrådsvalgets egen og kan ikke sammenlignes 1:1 med kommunalvalgets.
  • Danmarks Statistiks tekst og tabeller er ikke enige. Rapporten for 2021 nævner 26 valgforbund, hvor dens egen tabel viser 21, og rapporten for 2017 nævner 102 lister, hvor tabellen viser 103. Region Hovedstadens valgbestyrelse bekræfter tabellen, og det er tabellerne, vi følger.
  • Et afstemningsområde kan ikke 1:1 følges fra valg til valg. Afstemningsområder oprettes, lægges sammen og flyttes mellem valg. Derfor viser siderne for afstemningsområder ingen ændring siden sidste valg.
  • Stedfortrædernes rækkefølge er ValgTals egen beregning. Stedfortrædernes rækkefølge er beregnet efter § 91, stk. 2: ved sideordnet opstilling efter personlige stemmer alene, ved partiliste efter personlige stemmer plus de listestemmer, kandidaten har fået tildelt. Står kandidater lige, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning, som vi ikke kender. De 51 pladser, det gælder, er markeret som afgjort ved lodtrækning.
  • Nogle navne er afkortet til 34 tegn. valg.dk afkorter kandidatnavne med bynavn til 34 tegn ved RV13–RV21 – 195 kandidater i alt. I alle tilfælde er det kun bynavnet, der er afkortet, og det viser vi ikke. Ved RV25 er der ingen afkortning.
  • Christiansø indgår ikke. Christiansø hører ikke under nogen kommune og indgår ikke i regionsrådsvalget i nogen kilde.
  • Kortet over Region Østdanmark er sammensat. DAGI har ingen grænse for Region Østdanmark, fordi regionen ikke fandtes, da kortet blev lavet. Vi tegner den som Region Hovedstaden og Region Sjælland lagt sammen.
  • Kortene er forenklede. Detaljegraden i grænserne i alle kort er reduceret ift. kilden, for at sikre, at de kan tegnes hurtigt i en browser. De viser den overordnede geografi, men er ikke egnet til at måle efter.

Sådan har vi kontrolleret tallene

  • Alle tal udtrukket fra valg.dk er sammenholdt med valg.dk’s egne data for hvert afstemningsområde ved alle fire valg – omkring 1,6 millioner tal – uden afvigelser.
  • Stemmetal, valgdeltagelse, valgte, kandidattal, valgforbund og opstillingsform er sammenholdt med Danmarks Statistiks Statistikbank og rapporter ved alle fire valg i 25 kontroller. Der er ingen afvigelser ud over Hernings 32 tal ved RV13, som er forklaret under Undtagelser.
  • Summen af afstemningsområderne giver kommunernes tal, og summen af kommunerne giver regionernes og landets tal ved alle fire valg. Derudover er 42 faste regler for sammenhængen i data kontrolleret uden brud.
  • Mandatfordelingen er regnet af ValgTal for alle 19 regionsvalg og matcher det officielle resultat i dem alle, og de valgte per parti og region stemmer med Danmarks Statistik i alle 304 tilfælde.
  • Alle 749 valgte er sammenholdt ved navn med regionernes egne opgørelser: 740 er ens, og de ni øvrige afviger kun i stavning eller navneform og er hver især kontrolleret mod en kilde uden for KMD.
  • RV13 er desuden sammenholdt med KMD’s egen valgside fra 2013 i 20 kontroller uden afvigelser, bortset fra de tilfælde, hvor KMD selv har sat tallene under forkerte overskrifter.
  • Stedfortrædernes rækkefølge matcher Region Hovedstadens valgbøger på alle 305 pladser.
  • Valgforbundene er kontrolleret i 41 kontroller. Ved RV25, hvor både valg.dk og Danmarks Statistik har dem, er de to kilder sammenholdt gruppe for gruppe.
  • Kandidaternes placering på stemmesedlen er kontrolleret mod DR’s stemmeseddelværktøj uden afvigelser.
  • Afstemningsområdernes navne, kort og kommuner er kontrolleret mod de samme områder ved kommunalvalget samme dag, og lister, der går igen på tværs af regioner og valg, er kontrolleret i 13 kontroller.

Denne side dækker kun de historiske regionsrådsvalg. For data og kilder generelt på ValgTal, se Om data. For de historiske kommunalvalg, se Kilder for kommunalvalg.