ValgTal logoValgTal
Kilder og datagrundlag

Kilder og datagrundlag

Denne side beskriver de anvendte kilder og datagrundlag for de historiske kommunalvalg på ValgTal.

Hvem ejer hvilke tal

Valg.dk er den primære kilde for tallene fra de historiske kommunalvalg. Tallene er sammenholdt og kontrolleret mod Danmarks Statistiks egne opgørelser, hvor der findes et sammenligneligt tal. Valgforbund før KV25 findes kun hos Danmarks Statistik, og findes ikke på valg.dk. Mandatfordelingen og stedfortrædernes rækkefølge er regnet af ValgTal efter lov om kommunale og regionale valg. Se afsnittet Undtagelser nedenfor for en udtømmende liste over, hvor vi afviger fra kilderne.

Stemmetal, valgdeltagelse, afstemningsområder, kandidatlister og kandidater, personlige stemmer, mandater og valgte kandidater, stemmesedlens rækkefølge, opstillingsform fra KV13 og valgforbund ved KV25valg.dkKOMBITvalg.dk
Valgforbund ved KV09–KV21 og opstillingsform ved KV09Rapporterne 'Valgene til kommunalbestyrelser og regionsråd' for KV09–KV21Danmarks StatistikKV09KV13KV17KV21
Mandatfordelingen trin for trin og stedfortrædernes rækkefølgeEgen beregning efter lov om kommunale og regionale valg. Mandatfordelingen er kontrolleret mandat for mandat mod det officielle resultatValgTal
Stemmetal, mandater, kandidattal og de valgtes personlige stemmer per kommune og parti – brugt til at kontrollere tallene fra valg.dkStatistikbankenDanmarks StatistikVALGK3KVRESKVBPCTKV09PERSKV13PERSKV17PERSKV21PERSKV25PERS
Kort over kommunerneDAGIKlimadatastyrelsenDAGI
Kortdata for afstemningsområder ved KV21 og KV25Valgdatapakker per valgdata-science.dkKV21KV25

Undtagelser

Hvert punkt herunder er et sted, hvor vi bevidst afviger fra en kilde, eller hvor vi har truffet et valg, kilderne ikke traf for os. Listen er udtømmende.

  1. Københavns lister uden bogstav har et nummer

    København har flere kandidatlister, end alfabetet har bogstaver. Danmarks Statistik betegner de overskydende lister 1, 2, 3 og så videre, mens valg.dk ikke giver dem nogen betegnelse. Vi følger Danmarks Statistik. Det gælder tre lister ved KV09, seks ved KV13 og én ved KV21.

  2. “Århus” skrives “Aarhus” ved alle valg

    valg.dk og Danmarks Statistiks rapport om KV09 skriver Århus ved KV09 og Aarhus fra KV13 og frem. Vi skriver Aarhus ved alle fem valg, som Danmarks Statistiks Statistikbank også gør, fordi det er en modernisering af stavemåden og ikke en ny kommune. Ud over at kommunerne står i kort form – København, Bornholm – er det det eneste kommunenavn, der afviger fra kilden.

  3. Otte afkortede listenavne er gjort hele

    valg.dk afkorter listenavne til 34 tegn ved KV09–KV21. Otte lokallister har fået deres fulde navn fra kilder uden for valg.dk: Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (Greve, KV09) fra Wikipedia; Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti (København, KV13) fra Wikipedia og Den Store Danske; Det Grønne Parti/Danish Green Party (København, KV13) fra partiets egen side; Kærlighedspartiet (Regnbuefolket/Befri Christiania) (København, KV13, KV17 og KV21) fra partiets egen side, Københavns Kommunes oversigt over partistøtte og Wikipedia; og Bent A. Jespersen Liberalsocialisterne (Sorø, KV17) fra den lokale avis sn.dk. Gordon eller Kaos Lib.socialisterne (København, KV09) har ingen anden kilde, men det afkortede ord kan kun ende på én måde. Vi har kun tilføjet den afkortede del; listernes egne forkortelser står, som de var.

  4. Kandidaternes navne vises uden bynavn

    På stemmesedlen, og derfor også i valg.dk, står nogle kandidater med et bynavn efter navnet, adskilt med et komma. Vi har separeret bynavn fra kandidatnavn og viser kun kandidatnavnet.

  5. Slesvigsk Parti tælles med lokallisterne på landsplan

    Slesvigsk Parti har et reserveret bogstav, men har ved alle fem valg kun stillet op i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder. På landsresultatet indgår partiet under "L" sammen med lokallisterne og har derudover ingen partiside. På kommunesiderne vises partiet som alle andre lister.

  6. Et parti uden reserveret bogstav er en lokalliste

    Et bogstav er kun reserveret for de partier, der 1. august i valgåret kunne stille op til folketingsvalg, og for Slesvigsk Parti. Alle andre lister er lokallister, også når de tilhører et parti, og sådan opgør Danmarks Statistik det også. Kristendemokraterne havde kun K reserveret ved KV21 og er lokallister ved KV09, KV13, KV17 og KV25. Nye Borgerlige er lokallister ved KV25. Ved de valg indgår partiet i "L" og har ingen partiside. Kristendemokraternes ændring ved KV21 er målt mod partiets 39 lister ved KV17, som vi har kontrolleret én for én.

Forbehold og mangler i data

  • KV01 og KV05 vises ikke. Vi har trukket data for både KV01 og KV05, men vi viser dem ikke, fordi datagrundlaget er for ufuldstændigt og usikkert. Ved KV01 mangler kandidatlisterne i 17 kommuner, og 226 af de 4.647 mandater er ikke navngivet. KV05 var et overgangsvalg før kommunalreformen, hvor en række personlige stemmetal er uafklarede, fordi Danmarks Statistik og valg.dk er uenige.
  • Der findes ingen kort over afstemningsområder før KV21. Vi har ikke fundet kort over afstemningsområderne ved KV09, KV13 og KV17. Siderne for de tre valg viser tallene, men ikke kortet over afstemningsområder.
  • Et afstemningsområde kan ikke 1:1 følges fra valg til valg. Afstemningsområder oprettes, lægges sammen og flyttes mellem valg. Vi kan svare på, hvilke afstemningsområder der fandtes ved et valg, men ikke på, om to afstemningsområder ved forskellige valg dækker det samme geografiske område. Derfor viser siderne for afstemningsområder ingen ændring siden sidste valg.
  • Stedfortrædernes rækkefølge er ValgTals egen beregning. Ingen landsdækkende kilde offentliggør stedfortrædernes rækkefølge ved kommunalvalg, så vi har beregnet den efter § 91, stk. 2: ved sideordnet opstilling efter personlige stemmer alene, ved partiliste efter personlige stemmer plus de listestemmer, kandidaten har fået tildelt. Står kandidater på en sideordnet liste lige, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning, og den kender vi ikke. De 1.460 pladser, det gælder, er markeret som afgjort ved lodtrækning.
  • Ændringen siden sidste valg vises ikke for KV09. Ved KV09 vises ingen ændring, fordi vi har valgt ikke at vise og dermed sammenligne mod KV05. Derudover viser vi kun en ændring for lokallister, når vi med sikkerhed kan følge den fra det forrige valg i samme kommune. Ellers står der ingen ændring i stedet for at vise hele stemmeandelen som fremgang.
  • Nogle navne er afkortet til 34 tegn. valg.dk afkorter navne til 34 tegn ved KV09–KV21 (det gamle kmdvalg.dk-data). For de fleste kandidater rammer det kun bynavnet, som vi ikke viser, men i mindst 21 tilfælde er selve kandidatnavnet afkortet. 17 lokallister ved KV09–KV21 står derudover med præcis 34 tegn, og flere af dem er tydeligt også afkortet. De otte, vi har kunnet gøre hele, står under Undtagelser.
  • Valgforbundene ved KV25 har kun én kilde. Valgforbundene ved KV09–KV21 er kontrolleret mod Danmarks Statistiks rapporter. Danmarks Statistik havde ikke udgivet rapporten for KV25, da tallene blev kontrolleret, så de 319 valgforbund ved KV25 bygger alene på valg.dk.
  • Kortene er forenklede. Detaljegraden i grænserne i alle kort er reduceret ift. kilden, for at sikre, at de kan tegnes hurtigt i en browser. De viser den overordnede geografi, men er ikke egnet til at måle efter.

Sådan har vi kontrolleret tallene

  • Alle tal udtrukket fra valg.dk er sammenholdt med valg.dk’s egne data for hvert afstemningsområde og opsummerede tal for hver kommune ved alle fem valg: 5.386 kandidatlister, 46.070 kandidater og 784.332 kandidattal på afstemningsområde-niveau er kontrolleret uden afvigelser.
  • Stemmetal, valgdeltagelse, mandater og personlige stemmetal på kandidaterne er sammenholdt med Danmarks Statistiks Statistikbank, og alle 12.212 valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer er sammenholdt ved navn og personlige stemmer. Der er ikke fundet nogen afvigelser.
  • Mandatfordelingen er regnet af ValgTal for alle 490 kommunevalg og matcher det officielle resultat i dem alle.
  • Valgforbundene ved KV09–KV21 er sammenholdt med Danmarks Statistiks rapporter for alle 392 kommunevalg. De stemmer overens i 390. I de to sidste er forskellen alene, hvordan listerne er betegnet: i Holstebro ved KV17 skriver rapporten K, hvor vi viser de to lister K1 og K2, som K består af, og i København ved KV21 skriver rapporten 01, hvor vi skriver 1. Antallet af opstillede og valgte per parti – lokallisterne under “Andre” medregnet – stemmer med rapporternes Oversigtstabel 1 ved KV17 og KV21.
  • Stedfortræderberegningen følger Økonomi- og Indenrigsministeriets vejledning “Det danske valgsystem – om kommunale og regionale valg” (2017) og genskaber alle vejledningens egne regneeksempler.
  • Summen af afstemningsområderne giver de kommunale tal, og summen af kommunerne giver det nationale resultat ved alle fem valg.
  • Kandidaternes placering på stemmesedlen er stikprøvekontrolleret mod DR’s stemmeseddelværktøj for Aarhus og Esbjerg ved KV21 og Hvidovre ved KV25. Det antages, at de øvrige kommuner ligeledes er korrekte, da de er hentet fra samme kilde.

Denne side dækker kun de historiske kommunalvalg. For data og kilder generelt på ValgTal, se Om data. For de historiske folketingsvalg, se Kilder for folketingsvalg.