ValgTals prognose for FV26 målt mod DR og TV2

Nikolaj Gjøde
15. okt. 202610 min
På valgaftenen d. 24. marts regnede ValgTals prognose hele Folketingsvalget igennem cirka hvert tredje minut: partiernes stemmer, alle 175 mandater i Danmark fordelt på storkredse og sandsynligheden for blokflertal. Den første beregning kom kl. 20:20, den sidste kl. 01:09. Se hvordan modellen var bygget i modelbeskrivelsen.
Nu kender vi resultatet, og vi har nu endelig fået tid til at sammenligne vores prognose mod netop resultatet og prognoserne fra både DR og TV2. Så hvordan gik det?
Godt, efter en svag start som forventet. Den første time var de to exitpolls fra DR og TV2 bedre end os, hvor vores prognose estimerede ud fra meget få indrapporterede stemmetal. Kl. 22:45, med 86% optalt, ramte ValgTals prognose alle 175 mandater korrekt på de rigtige partier og blev der resten af natten.
ValgTal mod DR og TV2
Andel af mandaterne i den rigtige blok per optalte stemmer
Hvor stor en del af de 175 mandater hver kilde havde i den rigtige blok, efter hvor mange stemmer der var talt op.
Kilde: ValgTals beregning, DR, TV2 og valg.dk
DR og TV2 var foran den første time. Deres exitpolls kom kl. 20:00, og vores første beregning kl. 20:20 da de første 248 stemmer fra fem små øer rullede ind. ValgTal-prognosen havde på det her tidspunkt 33 mandater på forkerte partier mod DR's 9 og TV2's 7.
Men med stemmerne kom sikkerheden. Kl. 21:12, med 5% af stemmerne optalt, havde ValgTal-prognosen indhentet DR's exitpoll, og kl. 21:30, med 16% af stemmerne optalt, var TV2's exitpoll også indhentet. Ved halvdelen optalt, kl. 22:03, havde ValgTal-prognosen 173 af 175 mandater på det rigtige parti.
Efter exitpolls nævnte DR og TV2 oftest kun blok-fordelingen, så grafen Andel af mandaterne i den rigtige blok per optalte stemmer sammenligner blokkene. Hér holdt exitpolls en anelse længere: vores prognose havde lige så få mandater i den forkerte blok som TV2 fra kl. 21:33 og som DR fra kl. 22:00.
Fra DR's første prognose kl. 21:39 var ValgTal-prognosen resten af valgaftenen mindst lige så tæt på rød bloks 84 mandater som både DR eller TV2.
Men hvem ramte blokfordelingen først og blev der? ValgTal kl. 22:45 og TV2 kl. 23:33. DR skiftede rød blok fra 83 til 84 et sted mellem kl. 22:38 og 22:59: DR's resultatside er ikke gemt i det tidsrum, men Zetland citerer DR for 84 kl. 22:59. Om vi eller DR kom først, kan vi ikke sige, men det har været på omtrent samme tidspunkt.
Så ValgTal-prognosen var dårligere end både DR og TV2 den første time, men kom frem til det endelige resultat hurtigere.
Er tiden løbet fra exitpolls?
Exitpolls var det bedste bud den første time, men målt mod det endelige resultat var de ikke gode. DR havde 9 af de 175 mandater på et forkert parti. Socialdemokratiet fik 4 for lidt, Dansk Folkeparti 3 og Venstre 2, og de 9 mandater lå i stedet hos Danmarksdemokraterne (4), Liberal Alliance (2), Alternativet (2) og Radikale (1). TV2 havde 7 forkert, også her med Dansk Folkeparti 3 for lavt og Venstre 2 for lavt.
Sammenligner man på blokkene, ser det pænere ud, fordi fejlene udligner hinanden. DR havde 1 mandat i den forkerte blok, TV2 havde 2.
DR's valgforsker, Kasper Møller Hansen, sagde det selv dagen efter: "Vi kom skævt fra start med en exitpoll, der vurderede S lavt, og Danmarksdemokraterne og Alternativet højt. Langt ud på aftenen brugte prognosen kræfter på at justere for den skævhed."4
Fem øer og 248 stemmer
De første beregninger fra Valgtal kl. 20:20 byggede på 248 stemmer fra de første afstemningsområder, der indrapporterede resultater: Askø, Avernakø, Drejø, Lyø og Mandø. De fem øer gav Liberal Alliance 20,3% og 36 mandater, SF 32 mandater og Borgernes Parti 1 stemme og ingen mandater.
Netop derfor skød ValgTal-prognosen, helt forventeligt, ret meget uden for skiven fra start. Til gengæld kunne vi allerede kl. 21:33 præsentere 173 ud af 175 mandater rigtigt placeret på blokkene – før både DR og TV2 havde præsenteret deres første prognosetal.
Rød blok: hvem ramte 84 først?
Rød bloks mandater gennem valgnatten
ValgTals prognose med estimeret konfidensinterval mod DR og TV2. Det endelige resultat er 84.
Kilde: ValgTals beregning, DR og TV2
Rød blok fik 84 mandater, blå blok 77 og Moderaterne 14. Det var rød bloks eventuelle flertal, de fleste holdt øje med.
TV2's exitpoll gav rød blok 86 mandater. Kl. 21:50 justerede deres første prognose forventningen til 83 mandater. Først kl. 23:33 ramte TV2 de endelige 84 mandater, selvom de aldrig var mere end 2 mandater fra. DR's exitpoll sagde 83, men DR's første prognose kl. 21:39 nedjusterede tallet markant til 79, og først fra kl. 22:21 var DR inden for 2 mandater. DR ramte 84 et sted mellem kl. 22:38 og 22:59.
ValgTal-prognosen startede på 83 kl. 20:20 og faldt til mellem 75 og 81 i den første time, mens de første små afstemningsområder kom ind. Fra kl. 21:30 var den inden for 2 mandater, fra kl. 22:00 hoppede den mellem 83 og 84, og fra kl. 22:45 blev den på 84.
Som grafen også tydeligt viser, så undervurderede vi variansen i prognosemodellen markant i starten af aftenen. De første små afstemningsområder favoriserede blå blok, hvilket prognosen ikke opfangede. Det endelige resultat på 84 mandater til rød blok lå udenfor 90%-konfidensintervallet i 18 ud af 100 beregninger (alle mellem kl. 20:30 og 21:30), mens blå bloks endelige 77 mandater lå udenfor intervallet i 29 ud af 100 beregninger (20:20 til 21:54).
Storkredsene og de tætteste mandater
Mandater i den forkerte storkreds
Hold musen over eller tryk på en storkreds.
Fire kort over de ti storkredse, farvet efter hvor mange mandater ValgTals prognose havde placeret forkert. Kl. 21:12, 5% optalt: 16 mandater forkert i alt, i København 3 mandater, Københavns Omegn 1,5 mandater, Nordsjælland 2,5 mandater, Sjælland 2 mandater, Fyn 0,5 mandater, Sydjylland 1,5 mandater, Østjylland 3 mandater, Vestjylland 1 mandat, Nordjylland 1 mandat. Kl. 21:42, 28% optalt: 13 mandater forkert i alt, i København 2,5 mandater, Københavns Omegn 1 mandat, Nordsjælland 1,5 mandater, Sjælland 1 mandat, Fyn 0,5 mandater, Sydjylland 0,5 mandater, Østjylland 3 mandater, Vestjylland 1,5 mandater, Nordjylland 1,5 mandater. Kl. 22:03, 51% optalt: 7 mandater forkert i alt, i København 1 mandat, Københavns Omegn 0,5 mandater, Nordsjælland 1,5 mandater, Sjælland 1 mandat, Østjylland 2 mandater, Vestjylland 1 mandat. Kl. 23:06, 94% optalt: 1 mandat forkert i alt, i Østjylland 0,5 mandater, Vestjylland 0,5 mandater.
Kilde: ValgTals beregning og valg.dk
Et andet perspektiv på prognosen er at se på, hvornår den korrekt forudsage i hvilke storkredse mandaterne ville falde. På kortene kan du se, hvor præcis ValgTal-prognosen var per storkreds i løbet af aftenen. Tidligt på aftenen, med 5% optalte stemmer, var der fejl i alle storkredse pånær Bornholm, flest i København og Østjylland med 3 mandater hver.
Det er generelt sværere at ramme storkredsene end partierne. Kl. 21:42 havde prognosen kun 4 mandater på det forkerte parti, men 13 i den forkerte storkreds. Ved halvdelen optalt, kl. 22:03, var tallene 2 mod 7. Et parti kan have det rigtige antal mandater i hele landet og alligevel have et af dem i den forkerte storkreds.
Bornholm var allerede på plads fra kl. 20:57, Københavns Omegn og København fra kl. 22:18 og 22:21, Sydjylland fra kl. 22:42 og Nordsjælland, Sjælland, Fyn og Nordjylland fra kl. 22:45. Østjylland og Vestjylland kom sidst, kl. 23:15, fordi et enkelt mandat nåede at flytte mellem dem.
Mandatet var Enhedslistens. Partiet fik 11 mandater, og dem havde prognosen også, men i tre beregninger fra kl. 23:06 til 23:12 lå det sidste af dem i Østjylland i stedet for Vestjylland.
Kl. 23:06 meldte afstemningsområdet Midtbyen i Horsens 358 stemmer til Enhedslisten, hvor prognosen havde ventet 314, og mandatet vippede til Østjylland. Kl. 23:15 meldte Aarhus Rådhus, det sidste område i Østjylland, 1.064 stemmer mod ventet 1.207, og mandatet flippede dermed tilbage. I det endelige resultat afgjorde kun 29 stemmer, hvor det endte.
Det sidste mandat i hele landet kostede 736 stemmer. Det gik til Moderaterne fremfor Liberal Alliance. Havde 736 vælgere stemt på Liberal Alliance i stedet for Moderaterne, havde Liberal Alliance fået 17 mandater og Moderaterne 13.
Rød blok var heller ikke langt fra et mandat mindre: 910 stemmer flyttet fra Alternativet til Liberal Alliance havde givet rød blok 83 mandater. At prognosen ramte 84 fra kl. 22:45, betyder dermed ikke, at de 84 var givet. Det betyder, at de stemmer, der endnu ikke var talt op, ikke ændrede resultatet.
Optællingen selv nåede dertil senere. Fordelte man mandaterne alene på de stemmer, der var talt op, ramte man hvert partis mandater kl. 23:59, 74 minutter efter ValgTal-prognosen, og den endelige fordeling på storkredse kl. 00:08. Fintællingen dagen efter flyttede ingen mandater.
Flirtede Borgernes Parti med spærregrænsen?
Borgernes Parti fik 75.928 stemmer svarende til 2,13%. Det ligner umiddelbart et parti på kanten af spærregrænsen, men partiet var 4.576 stemmer over de 2 procent. Og selv under 2 procent var det kommet ind: et parti kommer nemlig også i Folketinget, hvis det får nok stemmer i to af de tre valglandsdele, og det klarede Borgernes Parti i både Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. For at miste sine fire mandater skulle partiet både under 2 procent og tabe mindst 1.940 stemmer i Midtjylland-Nordjylland.
Hvis Borgernes Parti ikke havde klaret spærregrænsen, var de fire mandater gået til hhv. Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, og rød blok var endt på 86 mandater i stedet for 84.
I prognosen var partiet kun under 2 procent i de fire første beregninger fra øerne. Fra omkring kl. 20:45 til 21:05 toppede det med 4,03% og 7 mandater, og resten af natten faldt det mod de 2,13%, som blev det endelige resultat.
Sådan har vi målt
- Resultatet er det endelige: 175 mandater og partiernes andele af de gyldige stemmer, de løsgående kandidaters stemmer tæller med. Prognosen regnede ved en fejl uden de 2.436 løsgående stemmer, så alle andele lå i gennemsnit cirka 0,006 procentpoint for højt. Det flyttede dog på intet tidspunkt nogle mandater.
- Mandater på det forkerte parti er halvdelen af summen af afvigelserne per parti: flytter ét mandat fra A til F, er det ét mandat forkert, ikke to.
- Blokkene er rød blok (A, F, Ø, B og Å), blå blok (V, I, Æ, O, C og H) og Moderaterne for sig, ligesom DR og TV2 opgjorde dem. De fire nordatlantiske mandater holdes udenfor. Nævnte DR eller TV2 kun partiernes mandater eller stemmeandele, har vi lagt dem sammen i blokkene.
- Rigtigt er andelen af de 175 mandater, en kilde havde rigtigt. I grafen er det altid i den rigtige blok, fordi DR og TV2 efter deres exitpolls for det meste kun rapporterede på blok-niveau.
- Exitpolls er kun DR's og TV2's tal kl. 20:00, med TV2's mandater per parti, der kom kl. 20:20. Alt, hvad de bragte senere, er anset for at være en prognose
- Samme tidspunkt betyder ValgTals seneste beregning, der var færdig, da DR eller TV2 bragte sit tal. Kendes et tal kun fra en arkivkopi eller et andet medies citat, bruger vi det seneste tidspunkt, det kan være bragt. Tiderne er de tidligste, vi har kunne finde på nettet: hos DR og TV2 selv, i andre mediers liveblogs, i gemte kopier og på sociale medier. Valgaftenens live-udsendelser ligger ikke længere tilgængelig hos hverken DR eller TV2, så et tal kan have været vist på tv før uden vi ved det. Kendes tidspunktet kun fra en grafs ændringslog, står tallet med gråt i tabellen, men er ikke sammenlignet.
- Intet er gættet. Et medies tal gælder, til det næste kommer, og hvor et tal ikke kunne findes, står det under tabellerne herunder.
Alle tal fra aftenen
I nedenstående tabel har vi listet alle exitpolls og prognoser, som vi har fundet fra DR og TV2. For hver af dem viser vi ValgTals prognose på samme tidspunkt ved siden af, og på hver af dem er der et direkte link til kilden.
DR (Epinion)
| Tid | Blokke | Rigtigt | ValgTal |
|---|---|---|---|
| 20:00 kilde ↗exitpoll | 83 / 78 / 14 | 94,9% parti | –før første beregning |
| 21:39 kilde ↗ | 79 / 83 / 13 (M afledt) | 96,6% blok | 83 / 79 / 13 98,9% blok |
| 21:48 kilde ↗ | 81 / 81 / 13 (M afledt) | 97,7% blok | 83 / 79 / 13 98,9% blok |
| 21:59 kilde ↗ | 81 / 80 / 14 | 98,3% blok | 83 / 79 / 13 98,9% blok |
| 22:06 kilde ↗ | 81 / 80 / 14 | 98,3% parti | 84 / 78 / 13 98,9% parti |
| 22:21 kilde ↗ | 82 / 79 / 14 | 98,3% parti | 83 / 78 / 14 99,4% parti |
| 22:25 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% blok | 83 / 78 / 14 99,4% blok |
| 22:33 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% parti | 84 / 77 / 14 100,0% parti |
| 22:37 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% parti | 83 / 78 / 14 99,4% parti |
| 22:59 kilde ↗ | 84 / 77 / 14 | 100,0% blok | 84 / 77 / 14 100,0% blok |
| 23:09 kilde ↗ | 84 / 77 / 14 | 100,0% blok | 84 / 77 / 14 100,0% blok |
| 23:56 kilde ↗ | 84 / 77 / 14 | 100,0% parti | 84 / 77 / 14 100,0% parti |
TV2 (Megafon)
| Tid | Blokke | Rigtigt | ValgTal |
|---|---|---|---|
| 20:00 kilde ↗exitpoll | 86 / 75 / 14 | 96,0% parti | –før første beregning |
| 20:31 kilde ↗ | 86 / 75 / 14 | 96,0% parti | 76 / 88 / 11 88,6% parti |
| 20:53 kilde ↗ | 48,6% / 43,2% / 8,0% | – | ikke sammenlignet |
| 21:50 kilde ↗ | 83 / 79 / 13 | 98,9% blok | 83 / 79 / 13 98,9% blok |
| 21:52 kilde ↗ | 47,6% / 44,6% / 7,6% | – | ikke sammenlignet |
| 22:12 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 (M afledt) | 99,4% blok | 83 / 78 / 14 99,4% blok |
| 22:15 kilde ↗ | 47,8% / 44,2% / 7,8% | – | ikke sammenlignet |
| 22:34 kilde ↗ | 48,1% / – / 7,8% | – | 48,0% / – / 7,8% |
| 22:38 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% blok | 83 / 78 / 14 99,4% blok |
| 22:57 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% blok | 84 / 77 / 14 100,0% blok |
| 23:09 kilde ↗ | 83 / 78 / 14 | 99,4% blok | 84 / 77 / 14 100,0% blok |
| 23:33 kilde ↗ | 84 / 77 / 14 | 100,0% blok | 84 / 77 / 14 100,0% blok |
Blokke er mandater til rød blok / blå blok / Moderaterne, eller deres andel af stemmerne i procent. Rigtigt er andelen af de 175 mandater på det rigtige parti, når kilden nævnte alle tolv partiers mandater (parti), ellers i den rigtige blok (blok). ValgTal er den seneste beregning, der var færdig, da tallet blev bragt, målt på samme måde. Kilde: DR, TV2 og ValgTals beregning.
Partiernes tal er udeladt. Hvor DR eller TV2 kun nævnte partiernes stemmeandele, har ValgTal lagt dem sammen til blokke: rød er A, F, Ø, B og Å, blå V, I, Æ, O, C og H, og M står for sig. En blok står som –, når ikke alle dens partier var nævnt. 6 udgivelser, der kun nævnte enkelte partier, er ikke med.
Det har vi ikke kunnet finde
- TV2's mandater pr. parti i prognoserne: kun enkelte partier blev nævnt (I og V 18, DF 15 og senere 16, Å 5, H 4), og TV2's egen resultatside er ikke fundet i Wayback Machine.
- DR's prognoser mellem 22:38 og 23:57: DR's resultatside er kun gemt i Wayback Machine fem gange i løbet af aftenen, så de dokumenter, der lå imellem, kendes kun fra liveblogindlæg og citater. DR's skift fra 83 til 84 til rød blok skete mellem 22:38 og 22:59, hvor Zetland citerer det. Hverken DR's liveblog, gemte kopier, andre mediers liveblogs, Bluesky eller X viser det nærmere.
- DR's og TV2's tv-udsendelser fra valgaftenen ligger ikke længere på DRTV eller TV2 Play, så tiderne er de tidligste, vi har fundet på nettet, ikke tiden på skærmen.
- Teksten fra 21:43 i DR's artikel om den første prognose: de ældste gemte kopier (22:07 og 22:11) gentager prognosen fra 21:48 og kopien fra 01:02 den fra 22:21. Artiklens ændringstid, 21:59, fulgte ikke teksten, så artiklen er ikke scoret for sig.
- TV2's prognosetal mellem 22:57 og 23:33: intet liveblogindlæg i det tidsrum nævner nogen.
- Optællingsgraden bag hver udgivelse: DR's resultatdokumenter har deres egen (55% til 99,4%), TV2 nævnte ingen. Sammenligningen bruger ValgTals optællingsgrad for alle.
Kilder
- valg.dk, endeligt resultat af folketingsvalget 24. marts 2026
- ValgTals live prognose, 101 beregninger fra valgaftenen og dagen efter — regnet efter med scripts/analyser/fv26-prognose/beregn.mjs
- DR's liveblog fra valgaftenen — Epinion; tidspunkterne er indlæggenes egne, og hvert indlæg har sit eget link i tabellen
- DR: Mandater skiftede frem og tilbage i DR's prognose på valgaftenen. Her er forklaringen — 25. marts 2026
- Journalisten: DR-chef glad trods skæve prognoser — 25. marts 2026
- DR's resultatside, som Wayback Machine gemte den i løbet af aftenen — alle partiers mandater i hver prognose; tidspunkterne er dokumenternes egne
- TV2's liveblog fra valgaftenen — Megafon; tidspunkterne er indlæggenes egne
