ValgTal logoValgTal

Kobling af kandidater til personer

Når du bruger søgefunktionen på Valgtal vises individuelle kandidater grupperet per person. En person der stillede op til Folketinget i 2019 og til byrådet i 2021 vises sammen, hvis vores analyse vurderer, at det er den samme person. Koblingen af kandidater til personer er udelukkende udarbejdet af ValgTal, og skal ses som en 'levende' database, som vi løbende vil forbedre.

Fra

51.328

kandidater

Til

31.430

personer

Metode til kobling af kandidater

Udgangspunktet er kandidaterne, hvor databasen bygger på kandidatlisterne for alle valg. Før vores analyse er alle kandidater uafhængige og udgør hver sin person. Herefter følger en iterativ proces, hvor vi kobler kandidater parvis sammen til personer.

Koblingerne er lavet på to forskellige måder: mekanisk eller dokumenteret. Begge måder er konservative i den forstand, at vi kun kobler kandidater sammen, når vi har en høj grad af sikkerhed for, at de er den samme person. Men der vil utvivlsomt være kandidater, som vi har koblet forkert sammen, og kandidater vi ikke har koblet sammen, men burde have. Nedenfor kan du hjælpe os, ved at give os et praj, hvis du mener, at vi enten har koblet forkerte kandidater sammen eller mangler en kobling.

Mekanisk. En mekanisk kobling af to kandidater er lavet på baggrund af et sæt af regler, som de to kandidater opfylder. Et eksempel er, at to kandidater har præcis samme navn, parti og valgområde. De mest 'sikre' mekaniske regler udgør beslutningen om at koble kandidaterne i sig selv, mens de mindre 'sikre' regler igangsætter en søgning efter dokumentation, der kan bekræfte koblingen.

Dokumenteret. En dokumenteret kobling af to kandidater er lavet på baggrund af en ekstern kilde, der bekræfter, at de to kandidater er den samme person. Det kan være en nyhedsartikel, et partis egen side eller noget helt tredje. En kobling kan kun dokumenteres, hvis kilden ordret skriver, at de to kandidater er den samme person. Vi har anvendt AI til at søge efter kilder.

Giv os et praj

1Har vi koblet forkerte kandidater sammen?

Søg en person frem for at se, hvilke kandidater vi har koblet sammen, og hvordan. Hver streg er en kobling – mekanisk, dokumenteret eller begge. Tryk på en kandidat for at se dens koblinger og kilder, og marker den som en anden person, hvis den ikke hører til.

2Mangler vi en kobling?

Har du fundet to personer, som du mener, er den samme, men som vi ikke har koblet sammen? Herunder kan du give os et praj ved at søge dem begge frem og fortælle os, hvorfor du mener, det er den samme person. Du behøver ikke vælge enkelte kandidater – vi kobler de to personer sammen med alt, hvad de hver især dækker. Gælder forslaget kun nogle af kandidaterne, kan du folde personen ud og vælge dem. Jf. metodebeskrivelsen ovenfor, har vi brug for et link til en kilde, der bekræfter koblingen.

Person 1

Person 2

Behandling af forslag

Vi vil løbende gennemgå de forslag, vi får, og vurdere, om de giver anledning til at opdatere databasen. Hvis du har tilføjet en kilde, vil vi faktatjekke den. Hvis du ikke har tilføjet en kilde, vil vi forsøge at finde en. Så snart vi får en kilde, der modsiger databasen, retter vi databasen ved næste opdatering. Du vil ikke modtage et svar på dit forslag.

Det indsendte materiale gemmes sammen med et tidspunkt og en krypteret udgave af din IP-adresse, som vi bruger til at bremse misbrug. Den krypterede IP-adresse kan af ValgTal ikke dekrypteres og kan ikke henføres tilbage til dig. Læs mere i vores Privatlivspolitik.